Samarbejdspartnere og andre foreninger
Teaterbygningen i Køge
Teaterbygningen arbejder tæt sammen med kommunens mange kulturproducerende foreninger, institutioner og private aktører, herunder Køge Klassisk. De fleste af vores koncerter afholdes således i Teaterbygningen, ligesom flere af dem er kommet i stand i et tæt samarbejde med Teaterbygningen.
Køge Kunstforening
Køge Kunstforening arrangerer udstillinger primært med udenbys kunstnere i forskellige lokaler i Køge centrum. Af og til arrangerer vi koncerter i fællesskab.
Kulturforeningen i Skovbo, KIS
Gennem kulturelle arrangementer af oplysende, underholdende og debatskabende karakter søger foreningen af fremme et aktivt kulturelt miljø i Køge kommune. Foreningen ser det derfor som sin opgave at få kulturelle personligheder/grupper til at komme til Køge kommune. Det er også foreningens formål at fungere som platform for lokale initiativer og aktiviteter.
KIS og Køge Klassisk samarbejder af og til om afholdelse af koncerter.
MGK Sjælland
Formålet med MGK er at uddanne musikudøvere, som kan stimulere det lokale musikliv, og at kvalificere elever til optagelse på en videregående musikuddannelse.
Køge Musikskole er hovedsæde for den ugentlige undervisning i MGK Center Sjælland.
Med Teaterbygningen som bannerfører, medarrangerer Køge Klassisk og MGK Sjælland flere koncerter om året, hvor unge talenter møder garvede musikere.
Scandinavian Cello School
Jacob Shaw åbnede i 2016 Scandinavian Cello School, der skaber rammerne for at uddanne og støtte unge cellister samt styrke deres muligheder for en international karriere. PÅ et nedlagt landbrug mellem Rødvig og Lund på stevns samler Scandinavian Cello School celloelever fra hele verden i en oplevelse, hvor den stevnske natur skaber en smuk baggrund for musisk fordybelse. I 2023 fik Køge Klassisk mulighed for at udbyde en koncert på højt niveau med to af skolens elever. Vi satser på, at det ikke bliver den sidste.
Faxe Kunst og Musikforening
Foreningen arrangerer mange spændende klassiske koncerter, der også kan være af interesse for Køge Klassisk medlemmer. Koncerterne foregår hovedsageligt i Faxe Kommune, herunder i Kultunariet i Haslev og på Vemmetofte Kloster,
Magasinet Klassisk
De bedste danske skribenter og anmeldere bringer læseren helt tæt på den klassiske musik med nyheder og historier fra ind- og udland.
PubliMus
PubliMus udgiver artikler i form af monografier om alle emner inden for musikken og musiklivet i bredeste forstand. Desuden bringer de anmeldelser af bøger og CD-indspilninger.
Skrevet af Mette Andersen Nexø